Ny fredning af Nørholm Hede på vej
Varde Byråd vedtog på sit møde 24-06-2026 at godkende et forslag til revision af fredningen af Nørholm Hede. Forslaget fremsendes nu af de to forslagsstillere, Varde Kommune og Danmarks Naturfredningsforening, til Fredningsnævnet, der har den endelige afgørelse.
Den nuværende fredning fra 1913 indebærer at heden skal bevares for eftertiden og derfor skal friholdes for ethvert menneskeligt indgreb. I stedet skal området have lov at passe sig selv.
Det har imidlertid bevirket, at heden i stor udstrækning er forsvundet og i stedet groet til med træer, især bjergfyr.
Fredningsbestemmelserne har forhindret enhver form for pleje og foranstaltninger mod tilgroningen af området.

Der er i årenes løb gjort flere forsøg på at ændre fredningsbestemmelserne, så området kan bevares som lysåben hede, men det er hver gang strandet på modstand fra forskere fra Københavns Universitet. Disse har i årtier fulgt vegetationsudviklingen i området og har ønsket at fortsætte denne forskning.
Hempelfonden, der for nylig har købt Nørholm Gods med alle tilliggender - hede, skov, enge, agerland m.v., har imidlertid indgået en aftale med forskerne, der giver grønt lys til naturpleje, græsning m.v. mod, at et antal mindre prøvefelter friholdes for de nye tiltag, så forskningen kan fortsætte på disse.
På den baggrund skulle der være gode muligheder for, at Fredningsnævnet godkender fredningsforslaget, så det bliver til virkelighed.

Fredningen indebærer bl. a., at der sikres mulighed for naturforvaltningstiltag og naturgenopretning, så de fredede arealer kan udvikle sig til et dynamisk overvejende lysåbent landskab.
Det fastslås i forslaget, at hensynet til biodiversiteten har første prioritet i forvaltningen af arealet.
Virkemidlerne er bl. a. etableringen af naturlig hydrologi, helårsgræsning med heste og kreaturer og bekæmpelse af invasive arter.
Det bliver spændende at følge udviklingen i de kommende år.
Fredningsforslaget med grundig beskrivelse af området, kort m.v. kan ses her.
2026-06-30
Tekst: Søren Peder Nielsen
Fotos: fra fredningsforslaget



