Turreferat: Seniorgruppen i Vejlerne
Skrevet af JRL d. May 21 2010 03:22:16

Udvidet nyhedstekst

Fire nydelige herrer i deres bedste alder mødtes den 20/5 kl. 6 på Grønttorvet i Esbjerg for at sætte kursen mod nord – til Vejlerne. Og vi var da godt og vel nået ud af byen, før nogen begyndte at mumle om bager, basser og kaffe. Vi holdt den gående indtil bageren i Spjald – og første kaffepause var på toppen af en gudeskøn hedebakke lidt syd for Holstebro. Lidt køligt, men sikke en morgen!

Turen gik videre gennem morgentrafikken i Holstebro, Struer og Thisted, men pludselig åbnede Bygholmengen sig foran os. Ud af bilerne, teleskoper på plads – og så havde halvdelen af deltagerne ny DK-art: Jagtfalk. Ja, den har været der længe, men sikke en fugl. Et kraftbundt af en dræber – og den sad i det flotteste morgenlys i perfekt afstand. Svært at løsrive sig fra den, men vi kunne da også glæde os over Bjergand, Gråstrubet Lappedykker, Klyde, Stor Kobbersneppe, Traner (4) samt Havterner og Fjordterner, hvis kendetegn vi fik kigget godt efter. Jeg er jo lidt typen, som altid skal finde noget, der sidder uden for kikkertens rækkevidde. Så ovre mod vest i Glombak spottede jeg en rovfugl på en pæl. Laaaangt væk. Lyst hoved og nakke. Havørn? Nej – den var for lille. Musvåge? Måske, men der var noget forkert. Der blev diskuteret. Efter at jeg havde været i skjulet og snakke lidt med nogle artsfæller (frederikshavnere – det høres klart på sproget), havde resten af holdet med et smil bestemt sig til at fuglen måtte være en Fiskeørn. Især fordi en af deltagerne så ville få et DK-kryds.

Vi forlod stedet, og selvfølgelig skulle vi ind på en lille rasteplads ud for omtalte rovfugl. Så røg det DK-kryds igen! Det var bare en Havørn. Træls.

Så rullede vi op til Kogleaks (Kærup Holme skjulet), hvor vi med det samme havde 10-12 Sortterner dansende lige for øjnene af os. Det syn bliver man vist aldrig træt af. Også Brushane og Rørhøg så vi herfra. Ved Kogleaks blev der også lejlighed til at udvide deltagernes botaniske kunnen. Her vokser nemlig en meget fin bestand af den meget sjældne Kær-Fnokurt.

Frokost blev spist på den anden side af dæmningen (Han Vejle skjulet). Til akkompagnement af knitrende Sivsangere. Og nogle hørte og fik et glimt af et par Skægmejser.

I mellemtiden var det blevet rigtig lunt i vejret, men det forsvandt, da vi nåede Bulbjerg. Vinden far havet bed. Selvfølgelig Rider! Hvor er de flotte. Der blev kikket efter røde ben, men alle havde sorte. ”Det er sgu da en Ringdrossel”, råbte PPO pludselig. Et par besøgende havde trampet en fugl op lidt foran os. Jeg var ikke helt sikker, så vi fortsatte, og så var den der: Ringdrossel!! På vejen tilbage fra Bulbjerg fik vi en super Sortstrubet Bynkefugl på klitheden.

Vi tog via vestkysten hjem og skulle lige omkring Pallisbjerg. Pomeransfugl. Ca. 50 af slagsen fordelt på 2 grupper. Meget urolige. Flere gange oppe at flyve, men den ene flok smed sig også på en mark ud for os, hvor vi havde dem rigtig flot i teleskoperne. Herligt!

Ingen Pomeransfugle ved Okkerbassinerne i den nordlige del af Vest Stadil Fjord. Men en rovfugl krydser ind ind over med et eller andet i fangerne – og kraftigt mobbet af en Vibe. Rørhøg? Nej, der er noget galt – ud af bilen. Bingo! Det var Fiskeørn.

Kort stop ved Jagthytten (Vest Stadil Fjord) og så hjem.

Vi var da godt brugt, da vi igen rullede ind i Esbjerg ved 17.30-tiden. Men sikke en dag. Og sikke et vejr.

Flot indledning på vores seniorgruppeture. Men kære ”voksne” venner: vi kan godt være flere. Jeg kan garantere, at vi kigger fugle, men vi hygger os også sammen. Og vi har tid og overskud til dem, der ikke føler, at de er så skrappe til fuglene. Så kom bare og vær med.

Mange hilsner fra Bent Andersen, Harry Jensen, Per Poulsen og Jens Rye Larsen.