Målet med turen var dels at se, hvilke fugle stedet kunne byde på, dels at få et indtryk af det projekt man har i gang med henblik på at skabe større biodiversitet i området.
Vi blev på fortræffelig vis guidet af Jan Sørensen, lokal DOF'er, som har dyrket området i mange år og kender det som sin egen bukselomme. Turen havde en helt anden karakter end de mere traditionelle ved Vadehavet og andre vådområder. Klelund Dyrehave består af gammel hedeplantage, ret store hedestræk samt lidt egekrat, eng og mose. Hedeplantagen er karakteriseret ved, at der er langt mellem fuglene, så vi så ikke nær så mange fugle, som på de traditionelle ture.
Det blev dog i formiddagens løb til en del forskellige arter set og hørt, også nogle af de lidt fåtallige. Først og fremmest huser området en fin bestand af Rødrygget Tornskade; dem fik vi set 4 - 5 hanner af. Hedelærken har også en ynglebestand her. Vi fik held til at se en enkelt. Området huser også flere spættearter. Vi så redehuller af Sortspætte (ubeboet), Stor Flagspætte (med skrigende unger) og Vendehals. Sidstnævnte opholdt sig i redehullet, men vi så blot en næbspids en enkelt gang. I slutningen af turen havde vi en meget fin Hvepsevåge svævende over os. Området har også en større bestand af Natravn, men dem så vi naturligvis intet til ved højlys dag.
Vi fik også set de fleste af skovens pattedyr: Rådyr, Hare, Egern og en lille flok Krondyr med to Hjorte i bast. Også insekterne var aktive i solskinsvejret, bl. a. Pragtvandnymfe og Okkergul Pletvinge.
Stedet hed tidligere Klelund Plantage, men er nu hegnet ind, og der er udsat et større antal Krondyr. Formålet er naturligvis bl. a. at drive jagt på dem, men hensigten er også at bruge dem som naturplejere. Ejerne er inspireret af Jægersborg Dyrehave, hvor den store hjortebestand har skabt en meget lysåben skovtype. Ideen er at skabe noget lignende, men naturligvis i en mere karrig vestjysk natur. Man er derfor gået i gang med at skabe sletter inde i skoven.
Jan førte os rundt til adskillige steder, hvor man havde fjernet træerne og skabt spændende slettelandskaber, som på længere sigt skal give plads for et betydeligt rigere plante- og dyreliv (herunder fugle) end nu. Det bliver spændende at se, hvordan området fremover vil skifte karakter ved hjælp af et stort græsningstryk fra Krondyr, hedepleje samt dannelse af naturnær skov, hvor man skubber på med dannelsen af dødt ved.
Du kan læse mere om Klelund Dyrehave her.
Du kan se en liste over dagens fugleobservationer her. |